-
Parken-storaktionær skyder rygter om købstilbud ned: »Der er ingen hold i historien«
来源: BDK Finans / 08 10月 2024 09:20:23 America/Chicago
En historie fra branchemediet InsideBusiness fik mandag aktier i Parken til at stige kraftigt. Angiveligt har der siden august været forhandlinger om et købstilbud, og planerne skulle have fået en positiv modtagelse hos de tre største aktionærer, Lars Seier Christensen, og Karl Peter Korsgaard Sørensen og Erik Skjærbæk, lød det. Men sidstnævnte afviser nu fuldstændigt oplysningerne, der fik Parken-aktien til at stige med 17,2 procent mandag. »Der er ingen hold i historien om, at Parken står foran et salg. Jeg kan sige, at der ikke har været nogen som helst forhandlinger eller noget af den slags,« siger Erik Skjærbæk, der sjældent stiller sig frem i rampelyset. Han fortæller, at bestyrelsen kan indgå i samtaler med investorer, der overvejer at byde på selskabet. »Hvis nogen henvender sig, er der mandat til at tage en dialog. Men mig bekendt har der ikke været nogen henvendelser, og jeg burde få det at vide, hvis der var kommet nogen,« siger Skjærbæk. Lars Seier Christensen har ikke ønsket at kommentere historien om et muligt købstilbud, og det har ikke været muligt at få en kommentar fra Karl Peter Korsgaard Sørensen InsideBusiness kunne mandag blandt andet fortælle, at interessen skulle komme fra en gruppe investorer herunder en amerikansk aktør. Ifølge mediet skulle fortrolige dokumenter blandt andet føre til, at koncernen skulle splittes i fire dele nemlig ejendomme, badelandet Lalandia på Lolland, fodboldforretningen F.C. København samt selve stadionet. Alting er til salg Planerne skulle ifølge mediet være at byde 140-150 kroner pr. aktie, hvilket vil værdisætte selskabet til omkring halvanden milliard kroner. Efter mandagens kursstigning har selskabet lige nu en markedsværdi på 1,1 milliarder kroner. Erik Skjærbæk vil dog ikke sige, hvor høj prisen skal være, før han er interesseret i at sælge. »Alting er til salg, for ellers ville man være en dårlig forretningsmand. Så det er i sidste ende bare et spørgsmål om pris,« siger han. Med til at komplicere hele processen mandag var, at Parken valgte slet ikke at sende en fondsbørsmeddelelse ud om det mulige købstilbud. Normalt skal børsnoterede virksomheder kommentere på den type nyheder, hvis de indeholder fortrolige oplysninger fra selskabet. Parken-aktien er tirsdag faldet med 3,4 procent Parken har ingen kommentar til sagen. InsideBusiness skriver i en kort kommentar, at der ikke er planer om at ændre i historien. »Vi har ikke umiddelbart grund til at tvivle på de oplysninger, der er fremlagt i InsideBusiness’ artikel,« udtaler Peter Nyholm, ansvarshavende chefredaktør for InsideBusiness. https://www.berlingske.dk/virksomheder/parken-storaktionaer-skyder-rygter-om-koebstilbud-ned-der-er-ingen